Gaudí voksede op i en periode, hvor Catalonien var i gang med at genopdage sin gloriøse fortid. Perioden går under navnet renæssancen. Samtidig gennemstrømmedes regionen af en økonomisk opblomstring, der først og fremmest skyldtes en tidlig industrialisering i Catalonien. Disse økonomiske og sociale rammer skabte nogle ideelle betingelser for den kunstneriske fornyelse inden for arkitekturen, der kaldes for el modernisme.Det var særligt storhedstiden i middelalderen og den gotiske byggekunst fra denne periode, der var inspirationskilde for periodens kunstnere. De catalanske kunstnerne så i slutningen af det 19. århundrede den gotiske periode som en glansperiode, man måtte søge at genetablere, og det er derfor begrebet renæssance eller genfødsel anvendes om perioden.

Gaudí slog hurtigt sit navn fast som en af periodens vigtigste arkitekter - men han var langt fra en enlig svale. Den catalanske modernisme var en bred bevægelse, der omfattede en hel række af arkitekter og kunsthåndværkere. Blandt periodens vigtigste skikkelser kan nævnes Lluís Domènech i Montaner (1850-1923), Josep Puig i Cadafalch (1867-1956), Josep Vilaseca i Casanovas (1848-1910) og Enric Sagnier (1858-1931).

Gaudí mødte i sommeren 1878 den stenrige Eusebi Güell i Bacigalupi, industrimagnet, catalansk nationalist og kunstinteresseret. Eusebi Güell havde skabt sin formue takket være den voksende tekstilindustri, og på rejser til England havde han lært om de sidste nye kunststrømninger og stiftet bekendtskab med de socialistiske idéer om socialt byggeri. Güell havde tidligere dette år besøgt verdensudstillingen i Paris og havde her blandt andet set en 3 meter høj glasvitrine af Gaudí, der havde imponeret ham. Da de to landsmænd mødtes, var Eusebi Güell 31 og Gaudí 26 år. Begge mænd havde fremtiden for sig, og med mødet blev et mangeårigt og givende samarbejde indledt, der skulle berige Barcelona med nogle af sine mest karismatiske arkitektoniske værker.