Barcelona begynder med romerne - romerne er det første folkefærd, der bygger en decideret by, der senere udvikler sig til Barcelona. Men vi skal længere frem i historien for at finde byens storhedstid: det er først da Catalonien bliver koblet sammen med Aragonien i 1137, at byen begynder at vokse uden for den romerske bymur og siden i store dele af Middelhavsområdet.
Foreningen med Aragonien starter en ekspansionsperiode, der gør catalanerne til ét af de måske vigtigste handelsfolk i Middelhavsområdet i 1200- og begyndelsen af 1300-tallet. I denne periode vokser den catalanske flåde eksponentielt og det catalanske sprog bliver talt som handelssprog i havne så fjert som i den østlige del af Middelhavet.
Men i starten af 1400-tallet begynder en nedgangstid, og Catalonien bliver et anneks under kronen i Madrid. Først i 1800-tallet oplever Catalonien igen en storhedsperiode, der udmønter sig i den såkaldte "renæssance". I denne periode fødes modernismen - en blomstringsperiode inden for kunst, kultur, sprog og arkitektur.
Før Romerne kommer til området, hvor den moderne catalanske storby ligger, eksisterede der ikke andet end primitive bosættelser, så der er ingen tvivl om, at Barcelona begynder med romerne. Arkæologiske fund viser at flere iberiske folk levede i dalene nord-øst for Montserratbjerget og Montjuïcbjerget, men er med romerne, at Barcelona første gang får en rigtig bystruktur med hovedveje, bymure, akvædukter og et teater.
Romerne fattede forholdsvist sent interesse for Barcelona, og Tarragona (på romersk: Tarraco) var hovedbyen i det nordøstlige Spanien under romerne, og handelsbyen Emporion mod nord var også vigtigere. Den romerske Barcino bliver grundlagt i 15 f.Kr.. Byen var først og fremmest et administrativt centrum, der ikke rummede mere end 5.000 indbyggere. En stor del af denne befolkning boede på markerne uden for byen.
Barcino bygges op, som romanerne normalt byggede deres byer, dvs. som et oppidum - en befæstet lejr. Byens mure bestod dels af mursten, dels af cement. Muren blev omkring 6 meter høj og havde en omkreds på omkring 10.000 m2. Muren havde fire byporte og fire veje krydsede hinanden i det rituelle/hellige centrum, hvor Forum lå.
Da Romerriget i 300-tallet kom i krise blev grænserne mod nord overrendt. Folkevandringstiden betød nye indbyggere i Barcelona, og visigoterne var dem, der fik overtaget. I 415 gjorde den visigotiske konge, Ataulfo, Barcelona til sin hovedstad.
Et par århundreder senere fandt en skelsættende begivenhed sted: 11. august 1137 giftede Ramir II af Aragonien sin pige 2-årige pige væk til Greven af Barcelona, Ramon Berenguer IV. Dermed fik Catalonien den eftertragtede kongetitel, og kongeriget-grevskabet Aragonien-Catalonien blev fremover styret fra Barcelona. Dette skabte grobund for en ekspansionsperiode, der skulle gøre Catalonien-Aragonien til en stormagt i Middelhavet på højde med Genova og Venedig. I de efterfølgende år indtog man Mallorca, Menorca, Ibiza, Valencia, Sicilien og Napoli, samt Sardinien. I en kort periode havde Catalonien endda kontrol over Athen.
Efter storhedstiden satte en nedgangsperiode i gang i midten af 1300-tallet, der tog til i 1400-tallet og kulminerede i ægteskabet mellem Fernando og Isabella (Det Katolske Kongepar), der betød, at Catalonien efterhånden segnede hen som en mindre betydelig region i det enorme kongerige, der snart skulle blive koblet på Habsburgernes besiddelser og blive den mægtigste stormagt i verden.
Efter Den Spanske Arvefølgekrig blev denne position yderligere svækket. Catalonien, der under krigen havde bakket op om den østrigske konge i den pan-europæiske storkonflikt blev straffet hårdt, da det i stedet blev den franske konge, Felipe V, der løb af med sejren. Denne situation varede ved indtil Catalonien i midten af 1850’erne fik gang i den industrielle revolution, som det første område i Spanien. Dette betød starten på en ny storhedsperiode, der går under navnet renæssancen (La Reneixença). Denne periode kom til at række langt ind i det 20. Århundrede og navne som Antoni Gaudí, Domènech i Montaner, Puig i Cadafalch, Salvador Dalí, Joan Miró og Pablo Picasso skylder alle denne periodes rige kunstnerliv meget.
