Barcelonas historie

Barcelona begynder med romerne. De er det første folkefærd, der fatter interesse for Barcelona. Men det er først, da Catalonien bliver koblet sammen med Aragonien (1137) at byens storhedsperiode begynder.

Denne begivenhed bliver starten på en ekspansionsperiode, der gør catalanerne til det måske vigtigste handelsfolk i Middelhavet i 1200- og begyndelsen af 1300-tallet.

Men i starten af 1400-tallet begynder nedgangstiderne og Catalonien bliver et anneks under kronen i Madrid. Først i 1800-tallet oplever Catalonien igen en storhedsperiode, der udmønter sig i den såkaldte renæssance og fødslen af modernismen - en blomstringsperiode inden for kunst, kultur, sprog og arkitektur.

"Barcelona begynder med romerne..."

Historiebøgernes beretter ofte om at Barcelona begynder med romerne. Ganske vidst viser de arkæologiske, at romerne langt fra var det første folkefærd, der bosatte sig i Barcelona – men det er med romerne, at Barcelona for første gang får en fast bystruktur med hovedveje, bymure, akvædukter, teatre, m.m.

Romerne fatter forholdsvist sent interesse for Barcelona. Byen bliver opført fra 15 f.kr., og var først og fremmest en administrativ by, der ikke var stor nok til at rumme særligt mange boliger. En stor del af befolkningen boede på markerne uden for byen. Selv i perioden efter at Barcelona var blevet opført fortsatte byer som Tarragona mod syd og Emporion (nord for Barcelona og Nimes og Orange (i det moderne Sydfrankrig) med at være større og strategisk vigtigere byer.

Barcelona bliver bygget, som romanerne normalt byggede deres byer, dvs. som et oppidum en befæstet lejr. Dens mure bestod dels af mursten, dels af cement, i snit ca. 6 fod høj og havde en omkreds på omkring 1000 kilometer. (ca. 25 acres = 25 x 0,4047 ha)). Den var gennemhullet af fire veje, der ledte gennem disse krydsede hinanden i det hellige centrum, hvor Forum lå.

Byens mure bestod dels af mursten, dels af ”murværk”, dels af cement, i snit ca. 6 fod høj og havde en omkreds på omkring 1000 kilometer. (ca. 25 acres = 25 x 0,4047 ha)). Den var gennemhullet af fire mure, og de fire veje, der ledte gennem disse krydsede hinanden i det rituelle/hellige centrum, hvor Forum lå (p. 65).

Visigoterne

Da Romerriget i 300 tallet kom i krise blev grænserne mod nord overrendt. Folkevandringstiden betød nye indbyggere i Barcelona, og visigoterne var dem ,der blev længst. I 415 gjorde den visigotiske konge, Ataulfo, Barcelona til sin hovedstad.

Samlingen af Catalonien

Guifré el Pilós samlede for første gang grevskaberne under én by og én titel: Grevskabet Barcelona. Dermed var en prototype på det moderne Catalonien grundlagt, og Barcelona fik for første gang den centrale betydning i regionen, som byen siden har holdt fast ved.

Aragonien

Et par århundreder senere fandt en skelsættende begivenhed sted: 11. august 1137 gav Ramir II af Aragonien giftede sin pige 2-årige pige væk til Greven af Barcelona, Ramon Berenguer IV. Dermed fik Catalonien en eftertragtet kongetitel og kongeriget/grevskabet Aragonien/Cataloien blev fremover styret fra Barcelona. Dette skabte grobund for en ekspansionsperiode, der skulle gøre Catalonien-Aragonien til en stormagt i Middelhavet på siden af magter som Genova og Venedig. I de efterfølgende år indtog man Mallorca, Menorca, Ibiza, Valencia, Sicilien og Napoli, samt Sardinien. I en kort periode havde Catalonien endda kontrol over Athen.

Arnau og renæssancen

Arnau skrev med La Patria et af renæssancens hovedværker.

 

Nedgangstider

Efter storhedstiden satte en nedgangsperiode i gang i midten af 1300-tallet, der tog til i 1400-tallet og kulminerede i ægteskabet mellem Fernando og Isabella (Det Katolske Kongepar), der betøder, at Catalonien efterhånden segnede hen som en mindre betydelig regionen i det enorme kongerige, der snart skulle blive koblet på habsburgernes besiddelser og blive den mægtigste stormagt i verden.

Efter Den Spanske Arvefølgekrig blev denne position yderligere svækket. Catalonien, der under krigen havde bakket op om den østrigske konge i den paneuropæiske storkonflikt blev straffet med hård hånd, da det i stedet blev den franske konge, Felipe V, der løb af med sejren. Denne situation varede i virkeligheden ved indtil Catalonien i midten af 1850’erne fik gang i den industrielle revolution, som det første område i Spanien. Dette betød starten på en ny storhedsperiode, der går under navnet renæssancen (La Reneixença). Denne periode kom til at række langt ind i det 20. Århundrede og navne som Antoni Gaudí, Domènech i Montaner, Puig i Cadafalch, Salvador Dalí, Joan Miró og Pablo Picasso skylder alle meget til denne periodes rige kunstnerliv.